Tjek toiletkummen
Formen og konsistensen af din afføring afslører, om der er noget galt med din fordøjelse.
Fordøjelse er ikke noget vi taler om, men det burde vi måske, for mange går rundt med fordøjelsesproblemer.
Det kan fx være oppustet mave, mavesmerter, forstoppelse, ildelugtende prutter eller varieret afføringsmønster. Problemer med fordøjelsen er da også en af de hyppigste årsager til, at vi kontakter lægen.
For at indkredse, hvad problemet kan være, vil lægen typisk spørge, hvor ofte du har afføring, og hvordan formen og konsistensen på din afføring er.
Derfor er det en god ide, at du tjekker toiletkummen inden dit lægebesøg. Læger og diætister bruger blandt andet den såkaldte Bristol Stool-skala til at vurdere, om der er noget galt med din fordøjelse. Skalaen klassificerer konsistens og form på menneskelig afføring i syv forskellige kategorier.
Hvordan ser din afføring ud?
- Kategori 1: Små, hårde klumper, som er svære at presse ud. Det kan være tegn på, at du lider af massiv forstoppelse. Du mangler kostfibre og væske.
- Kategori 2: Tyk med hårde buler, som er svær at presse ud og ofte medfører risiko for rifter og hæmorroider. Du har massiv forstoppelse og mangler både kostfibre og væske.
- Kategori 3: Som en pølse med revner og sprækker i overfladen. Du kan have brug for mere væske.
- Kategori 4: Som en pølse eller en slange – blød og med jævn overflade. Normalt for personer, som har afføring én gang om dagen.
- Kategori 5: Bløde klumper, som er nemme at klemme ud. Normalt for personer, som har afføring flere gang dagligt.
- Kategori 6: Som en klumpet og tyktflydende suppe eller grød. Formen og konsistensen ligger i grænselandet mellem normal og diarré.
- Kategori 7: Flydende og uden substans. Du har måske en maveinfektion eller fødevareforgiftning. Husk at drikke meget væske som kompensation.
Fordøjelsesrytmen er individuel
Ikke to personer er ens, og det samme gælder vores fordøjelsesrytme. Hvor det for én person kan være normalt at tarmen tømmes én eller flere gange om dagen, kan det for en anden person være normalt, at det sker 3-4 gang om ugen. Derfor kan det være svært at sige, hvad der er sundt og normalt.
Læge Søs Wollesen har i sin bog ”Sund mave sådan – få en god fordøjelse og et stærkt immunforsvar” opstillet følgende tjekliste til definition af et normalt afføringsmønster uden forstoppelse:
- Har du afføring tre gange om ugen eller mere?
- Kan du normalt have afføring uden at skulle anstrenge dig?
- Er din afføring normalt relativt blød?
- Laver du mere end 30 g afføring pr. toiletbesøg, hvilket svarer til en pæn portion i toiletkummen?
Kan du svare ”ja” til alle disse spørgsmål, fungerer din fordøjelse, som den skal.
Vores livsstil bringer ubalance i fordøjelsessystemet
Der kan være mange årsager til, at der kommer ubalance i vores fordøjelsessystem. Sygdom og stress kan fx være årsagen. Men stillesiddende arbejde og mangel på motion er også medvirkende til at vores fordøjelsessystem kommer ud af balance, og at mange lider af forstoppelse.
En anden vigtig forklaring på, hvorfor især mange yngre kvinder lider af forstoppelse er, at de undertrykker deres trang til at gå på toilettet, fordi de synes det er flovt, at andre kan høre eller lugte, at de har afføring. Hvis man på den måde undertrykker trangen i længere tid, vil afføringen hobe sig op i tarmen. Det svækker på sigt peristaltikken – altså de sammentrækninger i tarmen som skubber afføringen fremad, og resultatet er forstoppelse.
Sådan får du en velfungerende fordøjelse
- Gå på toilettet, når du mærker trangen
- Vær fysisk aktiv hver dag
- Drik mindst 1,5 liter væske om dagen – og lidt mere i forbindelse med motion
- Spis regelmæssige og ikke for store måltider fordelt over dagen og spis fiberrig kost
Af Christa Zenobie Dahl